Nogle mennesker har rigtige problemer.
Nogle mennesker har fornuftige problemer, som voksne mennesker har.
Og så er der mig…
Der står foran tre helt forskellige Mad Hatter-figurer og tænker:
“Men… hvilken er min favorit?”
Et ægte samlerdilemma. Et prinsesseproblem, om man vil. 😂
For sagen med Mad Hatter er, at han ikke bare er én figur. Han er kaos, farver, fantasi og komplet nonsens, alt sammen pakket ind i én overdimensioneret hat. Og på en eller anden måde formår hver kunstner at indfange en helt anden side af ham.
Så… lad os se nærmere på kandidaterne.
━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━
Den farvestrålende, dristige og helt igennem vanvittige Hatter 🎨
Først har vi farveeksplosionen. Øjeblikke som dette minder mig om, hvor meget jeg ELSKER Disney Britto-figurer! Lysende - udtryksfuld - strålende! De føles bare så....specielle!
Denne her ser ud, som om han bogstaveligt talt er sprunget direkte ud af Wonderland efter at have drukket tre kopper te, diskuteret med en syvsover og glemt, hvilken dag det er.
Farverne undskylder ikke for sig selv. Udtrykket er ren skælmskhed. Det enorme lommeur sender dig straks tilbage til Wonderlands vanvid.
Det er Hatteren, som helt sikkert ville invitere dig til te…
…og derefter fortælle dig, at du er tre dage for sent til den (jeg gætter på, at nogle ville beskylde ham for gaslighting - men hvis du hedder Mad Hatter - så tror jeg, du kan slippe af sted med det!)
Han er sjov. Han er legesyg. Han er alt det vidunderligt latterlige ved Alice i Eventyrland.
━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━
Den charmerende Mad Hatter som gentleman fra en billedbog 📖
Så har vi den klassiske Hatter i Jim Shore-stil. Og ja - jeg elsker Disney Britto - men jeg elsker virkelig virkelig Jim Shores arbejde! Aragh! DET er grunden til, at det er så svært!
Og det er her, det bliver svært.
For Jim Shore har en utrolig evne til at tage en figur og tilføre varme. Pludselig er Mad Hatter ikke bare fjollet - han er elskelig. Hans ansigt er blidt, og han virker imødekommende.
Folke-kunstmønstrene, de blødere farver, de små detaljer i tøjet… det føles som en figur fra en billedbog, du har elsket siden barndommen.
Denne Hatter ser ud, som om han har historier (og jeg ville elske at høre dem!)
Han ser ud, som om han ville skænke dig en kop te, fortælle dig noget, der er helt umuligt, og på en eller anden måde ville det give perfekt mening. Jeg har faktisk en rigtig god ven, der er sådan - hvis du læser dette - så ved du, hvem du er!
━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━
Den kunstneriske, finurlige Hatter ☕✨
Og så…
Denne her.
Bevægelsen. Poseringen. Tekanden. Den lille tekop.
Dette er Mad Hatter midt i et øjeblik.
Man kan næsten høre ham annoncere:
“Det er tetid!”
Der er noget ved en figur, der indfanger bevægelse, som jeg virkelig elsker. Den føles ikke som en statue - det føles, som om nogen har trykket pause på en scene.
Et sekund senere kommer han helt sikkert til at spilde teen over det hele uden at lade sig det mindste forstyrre (jeg ville gøre det samme, men jeg ville næsten helt sikkert gå i panik over den spildte te!)
━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━
Så hvilken vinder?
Og det er her, jeg må indrømme mit nederlag.
For jeg kan ikke vælge.
Den ene indfanger vanviddet.
Den ene indfanger hjertet.
Den ene indfanger magien.
Og faktisk… måske er det netop derfor, at Mad Hatter har været så elsket en figur i så lang tid.
Han er ikke skabt til at passe pænt ned i én kasse.
Han er vidunderligt sær.
Helt uforudsigelig.
En lille smule kaotisk.
Og i virkeligheden.....
Føles en hylde fuld af Mad Hatters som den mest passende hyldest, man kan forestille sig.
For Wonderland har alligevel aldrig handlet om at træffe fornuftige beslutninger. 🎩💙
Undskyld mig nu, mens jeg går hen og stirrer på dem igen og lader, som om jeg vil vælge en favorit…
(Det kommer jeg ikke til, og du kan ikke tvinge mig.)