Nogle gange ankommer en figur, og før jeg overhovedet er færdig med at undersøge den, ved jeg, at jeg får svært ved at give slip på den.
Det var helt sikkert et af de øjeblikke.
Det er sjovt, for når folk tænker på at samle på Disney-figurer, tror jeg, det er let at antage, at det ganske enkelt handler om at have en yndlingsfigur stående på en hylde. Og selvfølgelig er det sådan nogle gange. Der er ikke noget galt i at se en figur, man elsker, og tænke: “Den er jeg nødt til at have!”
Men for mig er de værker, der virkelig fanger mit hjerte, dem, der gør noget mere.
De fortæller en historie.
De viser dig ikke bare en figur.
De fører dig tilbage til et øjeblik.
Og dette Disney Enchanting Collection-værk, “Mr Rabbit Wait”, med Alice og Den Hvide Kanin gør netop det.
Det er ikke Alice, der poserer. Det er ikke Den Hvide Kanin, der bare står ved siden af hende. Det er et lille stykke af filmen, foreviget. Et lille øjebliksbillede af Eventyrland.
Det er det øjeblikket, hvor alt ændrer sig.
Før Hjerterdronningen. Før Den Gale Hattemager. Før Filurkatten. Før alt det vidunderlige vanvid, der gør Eventyrland til det, det er.
Der er bare en pige, en kanin og en beslutning om at følge sin nysgerrighed.
Og det er netop det, jeg elsker så højt ved den.
Det første, der fanger mit blik, er Den Hvide Kanin. Han er en så lille figur i værket, men han stjæler fuldstændig scenen.
Der er så meget personlighed fanget i hans lille ansigt.
Man kan se panikken. Hastværket. Det fuldstændige kaos.
Hans øjne er vidt åbne, hans mund står åben, hans fod er løftet, hans lommeur er fremme - alt ved ham fortæller, at dette er en kanin, der har et utrolig vigtigt sted, han skal nå.
Man kan næsten høre ham.
“Jeg er sent på den! Jeg er sent på den! Til en meget vigtig aftale!”
Det er dér, en figur bliver noget særligt for mig. Når en kunstner kan skabe en stillestående genstand, men på en eller anden måde få den til at føles, som om den bevæger sig.
Og denne figur er fuld af bevægelse.
Se på Alices hår.
Den lille detalje er en af mine yndlingsdele ved hele figuren.
Hendes hår ligger ikke bare perfekt på plads. Det flyder bag hende og giver følelsen af, at hun lige har taget et skridt frem. Hun følger efter ham. Hun er allerede en del af eventyret.
Det ville have været så let at skabe Alice stående stille med hænderne pænt foldet og et kønt udtryk. Og misforstå mig ikke, de figurer kan også være smukke.
Men denne her føles levende.
Det føles, som om de måske var gået længere ned ad stien, hvis du kiggede væk et øjeblik og så tilbage igen.
Og så er der Alice selv.
Hendes ansigtsudtryk er bare så yndigt.
Blød. Uskyldig. Nysgerrig.
Der er noget så perfekt ved kontrasten mellem de to karakterer. Den Hvide Kanin er ren panik og hast. Alice er rolig og fascineret.
Hun er ikke bange. Hun er ikke bekymret.
Hun vil bare gerne vide mere.
Og er det ikke præcis den, Alice er?
Alice i Eventyrland har altid været en så magisk historie, fordi den hylder nysgerrighed og fantasi. Den handler om at stille spørgsmål, udforske det umulige og tro på, at mærkelige og vidunderlige ting måske venter lige rundt om hjørnet.
Denne figur indfanger den følelse på smukkeste vis.
Basens design bidrager også meget til historiefortællingen. Det er ikke bare to karakterer, der er placeret sammen - de har fået en hel verden omkring sig. Stien, det grønne, følelsen af at træde ind et ukendt sted.
Det er en dør ind til Eventyrland.
En af grundene til, at jeg elsker at samle på Disney-figurer, er, at de bedste virkelig er små kunstværker.
Nogen har tænkt over hvert eneste lille valg.
Hvor skal Alice kigge?
Hvordan skal Kaninen stå?
Hvordan viser man bevægelse i noget, der faktisk ikke kan bevæge sig?
Hvordan indfanger man en følelse?
For det er den geniale del.
En god figur ligner en karakter.
En fantastisk figur får dig til at føle noget.
Den bringer mindet om at se filmen tilbage. Den minder dig om at være barn og tro på, at magiske verdener måske, bare måske, kunne eksistere.
Og jeg synes, at Alice i Eventyrland gør det bedre end næsten alle andre historier.
Den rummer den vidunderlige kombination af barndommens uskyld og en grænseløs fantasi. Intet behøver at give mening. Alt kan være uventet. Blomster kan tale, katte kan forsvinde, kaniner kan bære lommeure.
Og en lille pige kan følge sin nysgerrighed ind i en helt ny verden.
Det hele er samlet her.
I én lille scene.
Det er derfor, jeg altid siger, at disse figurer er så meget mere end pynt.
Det er minder.
Det er kunstværker.
Det er små øjeblikke fra historier, vi holder af, omhyggeligt skabt, så vi kan have dem med os.
Og denne her?
Her er Alice, lige før alt forandrer sig.
Kun ét skridt fra Eventyrland.
Kun én beslutning fra et eventyr.
Og jeg synes, det er ret magisk. 💙🐇✨
